Indtil 2. verdenskrig blev langt de fleste skibsdele af stål og jern samlet med nitter. I perioden 1940 til 1960 blev dele af skibet svejset og andre dele fortsat nittet. Primært fordi man regnede nitningen for en stærkere samling. Efter 1960 blev alle dele af skibet på alle danske værfter svejset sammen. Skiftet fra nitning til svejsning skete, fordi man kunne spare både arbejdstid og materialer på at svejse skibet sammen, desuden kunne man bygge større med svejsning, fordi skibet nu kunne bygges sektionsvis og samles til sidst.

Før nitningen af skibets sider kunne ske, skulle jernpladerne måles op ved hjælpe af træskabeloner og hullerne loockes (bores). Selve nitningen blev foretaget af et et såkaldt sjak bestående af tre til fire mand. Hver mand i sjakket havde en særlig opgave i nitteprocessen, som stillede store krav til samarbejdet i sjakket: Nittevarmeren stod ved nitteessen og sørgede for at nitten havde den helt rigtige temperatur, så den kunne hamres ud og plant med skibssiden. Nittevarmeren var ofte en gammel nitter, som ikke længere kunne holde til det hårde fysiske arbejde med nittehammeren. Det krævede desuden stor erfaring at passe essen, og hele tiden at have en ny nitte klar.
Nitteren var sjakkets formand. Han stod for at hamre nittehovedet ud – plant med skibssiden – med den pneumatiske (lufttryk) hammer.
Forholderen skulle sidde ind i skibet, tage i mod de varme nagle og holde imod nitten når nitteren slog på den med lufttrykshammeren. Larmen inde i det trange hulrum af metal var frygtelig, og gav især forholderen høreskader.