Arbejdsmarkedet har altid været meget kønsopdelt. Selvom ligelønnen er vedtaget ved lov, er der stor forskel på mænds og kvinders indkomst, fordi de stadig arbejder i forskellige brancher og job. Den skarpe kønsopdeling er altså grunden til, at ligeløn stadig er på dagsordenen i faglige kampe, selvom uligelønnen blev afskaffet ved overenskomstforhandlingerne i 1973 og ved lov i 1976.
I dag ansættes kvinder typisk i kommuner og amter. 40 % af alle kvinder har beskæftigelse her, hvor de ofte arbejder med omsorg eller på kontor. Mænd arbejder typisk i det private eller i staten – 80 % af alle mænd er ansat i den private sektor. Mænd arbejder typisk inden for håndværk, IT og teknik. I 2006 tjente mænd gennemsnitsligt 19 % mere end kvinder.
I den tidlige industri i slutningen af 1800-tallet arbejdede kvinderne typisk som syersker eller på bryggerier og tobaksfabrikker. At være syerske fortsatte med at være et typisk kvindeerhverv de næste ca. 100 år, men der kom nye typiske kvindeerhverv til. For eksempel blev det meget almindeligt i 1950-60erne, at kvinder arbejdede i montageafdelingerne på radio- og tv-fabrikker. Næsten alle kvinder, der arbejdede i industrien, var ufaglærte, mens den faglærte gruppe af arbejdere næsten kun bestod af mænd. Det ufaglærte kvindearbejde har ofte givet mindre status, været dårligere lønnet og mere nedslidende med meget ensidigt og tempopræget arbejde.
Mænd og kvinder har også altid været opdelt, når det kommer til den faglige organisering. Kvinder begyndte at organisere sig senere end mændene, og mange gange var de ikke velkomne i det mandlige fagforeninger i slutningen af 1800-tallet, fordi mændene anså kvinderne som konkurrenter, der tog arbejdet fra dem. Derfor var kvinder typisk organiseret i Kvindeligt Arbejderforbund Danmark (KAD), mens mænd var organiseret efter deres fag eller i Specialarbejderforbundet (SID), hvis de var ufaglærte. Først i 2005 blev SID og KAD slået sammen til Fagligt Fælles Forbund (3F).