Ligeløn har stået til diskussion siden slutningen af 1800-tallet. I arbejderbevægelsen ønskede man principielt lige løn for lige arbejde og ikke ville have, at kvinderne med deres lavere løn skulle tage arbejde fra mændene. Ligeløn blev dog først et forhandlingspunkt ved overenskomstforhandlinger efter 2. verdenskrig. Op gennem 1950-60erne blev kravet om ligeløn dog hver gang afvist af arbejdsgiverne ved overenskomstforhandligerne.

I slutningen af 1960erne var arbejderkvindernes tålmodighed ved at være opbrugt, og fra 1970 meldte rødstrømperne sig også på banen som indædte forkæmpere for ligelønnen. Mange arbejderkvinder og kvindelige fagforningsformænd syntes ikke umiddelbart, at de havde meget tilfælles med de unge rødstrømper. Alligevel samledes arbejderkvinder og rødstrømper til en stor ligelønsdemonstration i 1971.

Mindst 5000 demonstranter gik med bannere i fakkeltog til Rådhuspladsen, mens de sang arbejderkampsange i nye feministiske versioner. Ligelønskravet kom ikke igennem ved denne overenskomstforhandling til stor skuffelse for de demonstrerende kvinder og de højtstående faglige kvinder. Resultatet af overenskomstforhandlingerne var dog klækkelige lønforhøjelser og et protokolat, hvori der blev givet løfte om, at ligelønnen blev gennemført ved næste overenskomst. Dermed lykkedes det i 1973 at fjerne den lønsats, der hed “kvindeløn”.