I 1956 stillede fagbevægelsen krav om at nedsætte arbejdsugen fra 48 til 44 timer, samt om ligeløn for mænd og kvinder. Forhandlingerne brød sammen, og i midten af marts begyndte de første konflikter. Dansk Arbejdsmands Forbund koncentrerede strejkerne om sårbare områder som dagspressen og de store olieselskaber, hvilket fik regeringen til at bede om at fritage disse vigtige samfundsfunktioner.

31. marts fremlagde forligsmanden et forslag, som begge hovedorganisationer kunne anbefale at stemme for, men arbejderne forkastede forslaget 12. april. Om natten til den 13. april ophævede regeringen mæglingsforslaget til lov. At en socialdemokratisk regering ophævede et forslag til lov, som arbejderne havde forkastet, vakte megen vrede. Dagen efter var der massedemonstrationer, hvor ca. 200.000 mennesker mødte frem foran Christiansborg.

Fagbevægelsen fik ikke sine krav igennem, men de store demonstrationer var givet med til at få arbejdstiden sat ned ved de næste overenskomstforhandlinger i 1958.