Baggrunden for Lockouten 1899 var ønsket fra arbejdsgiverne om en afgørende styrkeprøve med fagbevægelsen. Den udløstes efter stridigheder mellem svende og mestre på snedkerfronten. LO afviste 8 generelle arbejdsgiver-krav bl.a. retten til at lede og fordele arbejdet, bremsning af spontane strejker, hvorefter den store lockout iværksattes af arbejdsgiverne d. 24. maj.

Den ramte 30 000 ansatte i byggefagene (august udvidet til 40 000, halvdelen af arbejdsstyrken) og medførte store sociale problemer for arbejderfamilierne denne sommer. Der foretoges indsamling, også i udlandet, og med støtte fra landboerne arrangeredes ture på landet for storbybørnene. Først efter forhandlinger mellem hovedorganisationerne lykkedes det at nå forliget. Også kaldet Septemberforliget – eller arbejdsmarkedets grundlov, fordi det satte retningslinjerne for samarbejdet mellem de to parter helt frem til i dag.

Forligets vigtigste bestemmelse var § 4, der fastsatte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og til at anvende den arbejdskraft, som de fandt passende. En anden vigtig bestemmelse var den, der anerkendte arbejdsgivernes ret til lockout og arbejdernes ret til strejke med 14 dages varsel, og parterne forpligtede sig til regler for forhandling og mægling i konflikter, herunder en voldgiftsret. Denne ret kunne træffe afgørelse om, hvorvidt en arbejdsstandsning var overenskomststridig eller berettiget og evt. samtidig idømme en af parterne eller begge en bod (bøde).