I 1998 arbejdede CO-Industris (Centralorganisationen af industriansatte i Danmark) chefforhandlere under overenskomstforhandlingerne for at opnå bedre pensionsforhold og højere løn til deres medlemmer, hvilket de opnåede i en aftale med arbejdsgiverne. Derfor var overraskelsen stor, da medlemmerne forkastede aftalen. I stedet for mere i løn ville de hellere have en 6. ferieuge. Det er udtryk for, at arbejderne i dag prioriterer fritid højere end mere i løn. Det skyldes bl.a. et opskruet arbejdstempo og fleksible arbejdstider, der kan gøre det svært at få familielivet til at fungere.

Det endte i 11-dages konflikt og storstrejker, som resulterede i en panikagtig hamstringsbølge blandt befolkningen efter især bagegær, fordi de strejkende arbejdere var bl.a. industri- og transportarbejdere, så butikshylderne begyndte at være tomme. Herefter greb regeringen ind med at lovforslag, der lagde sig tæt op af det oprindelige forligsforslag, men var lidt ringere på nogle punkter set fra arbejdernes synspunkt.

Arbejderne fik ikke gennemført den 6. ferieuge i første omgang, men de satte kravet om mere fritid på dagsordenen. Der blev taget hul på den 6. ferieuge i form af to feriefridage og omsorgsdage til børnefamilierne. I 2000 blev den 6. ferieuge gennemført. Prisen var en langsommere stigning i pensionsordningerne.