Dampmaskinerne drev fra begyndelsen kun fabrikkens maskiner ved at levere kraft til store gennemgående drivaksler, som hver maskine så blev tilkoblet gennem et remtræk. I slutningen af 1800-tallet blev der så tilsluttet en dynamo til til dampmaskinen.

Den skulle først og fremmest levere strøm til tidens helt store teknologiske fremskridt: den elektriske pære. Mange fabrikker fik først elektrisk lys lige omkring eller efter år 1900, og produktionen måtte altså indtil da foregå i dagtimerne og ved petroleumslampens skær. Det gav faglige arbejdssituationer – specielt på de lange arbejdsdage i vinterhalvårets dårlige lys, når de store vævemaskiner eller stansemaskiner på metalvarefabrikkerne skulle passes.

Efterhånden blev dog også fabrikkerne indrettet således, at de gav mest muligt naturligt lys til arbejdet. Vinduerne var store og i 1900-tallet fik man tage – såkaldte shedtage – med skråtstillede ovenlysvinduer. Et godt arbejdslys er lige så vigtigt i dag som dengang uanset om arbejdet foregår i fabrikshaller, kontorer og butikker.