Hør hvordan en malersvend og en murer klarede sig under den store lockout i 1899 ved at rejse væk fra København for at få arbejde på landet.

1890erne var præget af en række spontane strejker blandt arbejderne, og det var arbejdsgiverne trætte af. De ville derfor sætte arbejderne og de unge fagforeninger på plads. Nogle snedkere og arbejdsgivere kan ikke blive enige om en overenskomst, og denne lille snedkerstrejke udvikler sig til at blive en landsdækkende lockout, hvor arbejdsgiverne altså forhindrer arbejderne i at arbejde og tjene en løn.

Da storkonflikten var på sit højeste var 40.000 arbejdere lockoutede, og fagforeninger havde slet ikke råd til at yde strejkestøtte til så mange. Der kom bidrag fra udenlandske fagforeninger, arbejderbørn blev sendt på landet, og arbejdere forsøgte at klare sig trods hungersnød i byen eller forsøgte at finde arbejde på landet.