Man kan sige, at arbejdsmarkedet er ligesom et fodboldspil. De to hold på banen er henholdsvis arbejdsgiverne og lønmodtagerne. For at spillet skal fungere, er der brug for et sæt spilleregler, som alle har accepteret. Det findes også på arbejdsmarkedet, nemlig hovedaftalen. Der er også nogle, der kalder hovedaftalen for arbejdsmarkedets “grundlov”.

Hovedaftalen siger ikke noget om, hvad folk skal have i løn, deres arbejdstid eller andre detaljer omkring arbejdet. Det er noget, man forhandler sig frem til og skriver i overenskomsten, som så gælder for en periode. Derimod udstikker den nogle helt grundlæggende principper for forholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager, for ansættelsesforholdet og for de rettigheder, man har.

For det første står der, at alle har ret til at organisere sig. En arbejdsgiver må altså ikke chikanere eller fyre en lønmodtager, fordi han er medlem af en fagforening. Der står også nogle regler for, hvornår man må strejke eller lockoute. Som udgangspunkt skal man nemlig holde fred, når man har lavet en overenskomst – det, man kalder “fredspligt”. Der er også regler for, at man skal varsle det i god tid, hvis man strejker.

Et andet punkt siger, at der skal være en god grund, hvis man fyrer en medarbejder. Og som fyret medarbejder har man ret til at få sin sag undersøgt og behandlet af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, hvis man føler sig urimelig behandlet. Aftalen giver også en særlig beskyttelse af tillidsrepræsentanter, så det er svært for en virksomhed at fyre dem.

Det er nogle af de punkter, hovedaftalen handler om. Den hovedaftale, der er refereret her, er aftalen mellem LO (Lønmodtagernes Landsorganisation) og DA (Dansk Arbejdsgiverforening). Det er den aftale, der omfatter flest mennesker på arbejdsmarkedet.