Den første lov om beskyttelse af arbejdere kom i 1873 og gjaldt primært børnearbejdere. Loven kom fordi Folketinget havde vedtaget en lov om dyrebeskyttelse, og nogle mente derfor, at der så også måtte være en lov om beskyttelse af mennesker. De første love om arbejderes bekyttelse var rettet mod livstruende arbejde, og hvordan staten kunne gribe ind overfor de værste overgreb.

Begrebet “arbejdsmiljø” stammer fra 1970erne, hvor der kom ekstra fokus på de farer og påvirkninger, man blev udsat for under arbejdet. Indtil da havde det mest handlet om beskyttelse og synlige farer, men i 1970erne blev begrebet altså mere bredt. Man begyndte at have et forebyggende sigte og at have øje for mindre synlige risici ved arbejdet, for eksempel nedslidning. Nedslidning af industriarbejderne blev mere og mere udbredt i 1960erne da arbejdet blev skruet kraftigt op i tempo. Et slogan i 1970erne lød: “Det er arbejdspladsen, der er syg, ikke arbejderen”.

Opmærksomheden på et bedre arbejdsmiljø kommer også til udtryk i antallet af anmeldte arbejdsskader i perioden 1975-95. Antallet af anmeldte arbejdsskader blev nemlig tredoblet i denne periode, og det har formentlig snarere at gøre med, at der pga. det øgede fokus på arbejdsmiljø blev indberettet flere skader, end at arbejdsmiljøet blev forværret i perioden.

Frem til 1977 hed det “arbejderbeskyttelseslove”, men i 1977 vedtog Folketinget en ny arbejdsmiljølov. Den kom til at dække de ansattes arbejdsforhold og ikke bare beskyttelse mod farer og ulykker. I dag har EU stor indflydelse på de regler der vedtages om arbejdsmiljø.