I det traditionelle landbosamfund betød udtrykket “dagens dont”, at man havde en opgave der skulle løses. Opgaven var bestemt af årets gang, af naturen, af dyrkningsfællesskabet man evt. indgik i osv.

I Industrisamfundet forandrede betydningen af dagens dont sig markant. Nu blev dagen opdelt i 24 timer og ugen i 7 dage. Og arbejdet blev holdt skarpt indenfor de aftalte rammer for arbejdstiden. Arbejdet varierede ikke med årstiden, og det daglige arbejde ved maskinen var ofte ensformigt. De store skift skete når der blev indført nye maskiner, nye former for produktion. I starten – dvs. i anden halvdel af 1800-tallet – arbejdede man stort set halvdelen af døgnets 24 timer og havde kun fri søndag.

Dette ændrer sig stille og roligt, men først i 1919 får fagbevægelsen held til at presse kravet om 8 timers arbejdsdagen igennem. Men man arbejder fortsat 6 dage om ugen. Det er lørdag aften, som børnene ser frem til, som en særlig aften sammen med forældrene.

På grund af lange arbejdsdage havde mange arbejdere ikke tid og kræfter til at deltage i foreningslivet eller i politiske aktiviteter i industrialiseringens første periode. Først i mellemkrigstiden blomstrede arbejdernes foreningsliv i takt med gradvist kortere arbejdstid.