Arbejdsgivernes foretrukne middel i 1960-70erne til at skrue tempoet i vejret, og dermed øge produktiviteten, var især at aflønne arbejderne efter akkordsatser. Akkordarbejde var meget almindeligt inden for for eksempel elektronik-, beklædnings- og fødesvareindustrien.

Der var blandede meninger om akkordarbejde. En del foretrak det, fordi det oftest gav en højere løn, og fordi hver enkelt medarbejder havde mere frihed til selv at bestemme tempoet. For de fleste gjaldt det dog, at akkord var en upopulær aflønningsform, der først og fremmest blev accepteret, fordi den som regel gav den bedste indtjening.En sociologisk undersøgelse af kvinders arbejdsmiljø foretaget i 1976-78 viste fx, at 67 % af alle beklædningsarbejdere foretrak en fast løn, men ca. halvdelen blev aflønnet efter akkord- og bonussatser.

Undersøgelsen viste også, at akkordløn gik ud over helbredet. For eksempel havde syersker på fast løn færre stresssymptomer, færre muskelsmerter og de tog færre smertestillende piller. Grunden til det dårligere arbejdsmiljø blandt akkordlønnede syersker var, at det var svært at holde tempoet nede. Arbejdstempoet var så højt, at syerskerne umuligt kunne holde et helt arbejdsliv.