Tillidsrepræsentanten på en arbejdsplads er en slags bindeled både mellem arbejdere og ledelse og mellem arbejdere og fagforening. Det er altså typisk tillidsmanden, man går til, hvis der er noget med arbejdsforholdene, for eksempel arbejdsmiljøet eller de lokale lønaftaler (dog inden for rammerne af en overordnet overenskomst).

Det er også tillidsmanden, der i første omgang tager affære, hvis der opstår problemer for en medarbejder på arbejdspladsen. Hvis der findes et samarbejdsudvalg på arbejdspladsen, vil tillidsmanden altid være medlem. Men i det hele taget vil det være naturligt, at virksomheden bruger tillidsmanden som repræsentant for de ansatte, når noget skal drøftes.

Hvis der er flere ansatte fra samme fagforbund på en arbejdsplads, kan man vælge en tillidsmand. Når tillidsmanden er valgt, vil han/hun som regel få en løbende uddannelse af fagforeningen, bl.a. i forhandlingsteknik og arbejdsretslige regler, så personen er bedre rustet til at forhandle med arbejdsgiverne. En tillidsmand kan nemt komme i en situation, hvor han bliver meget upopulær hos virksomhedens ledelse. Derfor er der nogle særlige regler, der gør det svært at fyre en tillidsmand.

På en større virksomhed eller i et lokalområde er det desuden meget almindeligt at oprette klubber som små underafdelinger af fagforeningen. Her handler det ofte mere om hygge og socialt samvær end om officielle opgaver og tillidshverv, men det er stadigvæk en form for fagligt netværk, hvor arbejdsrelaterede emner og evt. problemer kan diskuteres.