Høreværn er vigtigt for at beskytte din hørelse på en støjende arbejdsplads. Men der er også mange grunde til ikke at bruge det. Hør bare, hvad arbejdere på Carlsberg mener om det.

“Jeg bruger hørevat hver dag. Men i perioder kan jeg næsten ikke bruge det, fordi det generer ørerne ad helvede til. Der kommer mere ørevoks, end der ellers gør. Og en gang imellem må jeg lade være med at bruge det, fordi ørerne bliver irriterede. Og så er der alt det fnug, der også blander sig med ørevoks, og det vil sige, at man får en klump inde i øret. Og så må man værsågo” op til sin læge og sidde og vente et par timer for at få skyllet ører. Det er helt åndssvagt at bruge tid på.”

“Hørevat giver frygtelig eksem i ørerne. Jeg har prøvet det. Jeg kan simpelthen ikke bruge det. Det klør, og det bider, og det river.”

“Jeg synes, hørevat er direkte modbydeligt at have i. Man bliver fuldstændig lukket ude fra al ting.”

“Jeg selv bruger meget øretelefoner eller øreklapper, eller hvad man nu kalder dem for. Men skal jeg bruge dem mere end en timer eller to, er jeg enormt træt i hovedet. Det spænder i hele hovedet.”

“Hvis man lige har ordnet sit hår, så får man de kopper ned, så er håret helt fladt – ja, så skal man gå hjem og ordne håret igen. Man vil jo gerne se lidt ordentlig ud.”