De ufaglærte – lønarbejdere uden uddannelse i noget egentligt fag – har i Danmark som mange andre steder altid stået i skyggen af de faglærte. De blev ofte betragtet som mindre kvalificerede, da de manglede specielle fagkundskaber, og som mulige løntrykkere. Fra arbejdesgivernes side ansås de som lettere at udskifte og var lavest lønnede. De har derfor måttet kæmpe for at opnå respekt fra både arbejdsgivere og de faglærte.

I Danmark organiseredes de ufaglærte i 1897 i Dansk Arbejdsmandsforbund (senere SiD, nu 3F) og har i flere perioder virket som de mest militante grupper inden for fagbevægelsen – i 1920erne var de en overgang udmeldt af landsorganisationen.

I dag er det i høj grad folk fra servicefagene, som er ufaglærte. Tallet stiger også for andre gruppers vedkommende, efterhånden som mange fag drænes for fagligt indhold.