Kvinder i arbejdskonflikt skal ofte kæmpe på flere fronter: På arbejdspladsen og i hjemmet. Her kommenterer nogle af plattedamerne denne situation i 1972.

“Jeg ved i hvert fald, at en af dem, der altid har været meget aktiv, har haft problemer. Hendes ven har været meget imod det og været ret sur over alle de ting, hun foretog sig og deltog i. Og det er han endnu. Hun har ikke fået støtte hjemmefra. Hun har også skullet kæmpe hjemme. Men jeg har altså fået denne enorme opbakning. Så jeg tror, det har været meget forskelligt fra dame til dame.”

“Ham derhjemme – han kan overhovedet ikke forstå, at jeg bruger så meget tid på det. Så jeg har sådan set måttet slås på to pladser. Både derude og derhjemme. Han føler sig dobbelt forsømt.”

“Ja – man prøver at forklare ham, at det ikke er noget, der varer ved. “Du er aldrig hjemme, og du laver ikke mad,” siger han, og skælder ud, hvis jeg kommer bare en halv time for sent. Jeg vidste, at hver gang jeg kom hjem, så var det for at skændes. Det har altså været hårdt.”

“Vi har vel hele tiden haft det siddende i os, at de ikke skulle have lov til at knokle os ned selv om vi kun er piger – men det er først indenfor det sidste års tid, vi er blevet os det rigtig bevidste. Ikke i første række som kvinder, men som mennesker. Tidligere var det helt utænkeligt, at kvinderne kunne sætte sig ned og gå i konflikt, men det er det altså ikke mere. Vi har fået at vide mange steder fra, at de ikke havde ventet, at en decideret kvindegruppe kunne holde ud så længe uden at blive uvenner indbyrdes. Det den dér gammeldags opfattelse, mænd har af piger. Men der er det rigtige i det, at det formodentlig har været et større problem for mange af pigerne end det ville have været for en tilsvarende gruppe mænd. Der er mange enlige mødre – og i det hele taget mange, der hænger på en masse. Der er mange, der er alene.”

“Nu kommer det selvfølgelig meget an på, hvilken støtte man får derhjemme. Manden siger: “Du må sgu gå i arbejde, for nu skal vi betale termin eller husleje!” Eller også siger han det modsatte: “Du skal bare gi dem hvad de trænger til dér inde. Den termin klarer vi sgu nok!”

“Lige netop på dette område er det nok lettere nu end det har været. Det er godt, at begge parter som oftest er ude på arbejdspladserne. Man har større mulighed for at komme godt igennem en konflikt, når det kun er den ene part der konflikter. Det er noget helt andet, hvis der kun er en forsørger.”