Retten til at få efteruddannelse – at få fri og få betalt sin uddannelse – er de seneste år blevet en meget vigtig del af overenskomsterne.

Når man ikke kan få arbejdsgiverne til at give så meget mere i løn, så er de tit mere villige til at bevilge penge med mere uddannelse. Det er nemlig kun godt for virksomheden, hvis dens medarbejdere lærer nye ting og bliver dygtigere. Men samtidig kan det også være en rigtig god idé for medarbejderen at få mere uddannelse. Jo flere ting man kan, jo mere attraktiv er man som arbejdskraft, og det vil kunne mærkes, hvis man en dag vil søge nyt arbejde, måske også på den løn, man kan få. Så aftaler om efteruddannelse er en rigtig win-win for arbejdsmarkedets parter.

I overenskomsten for industriarbejdere fra marts 2007, var et af de vigtige punkter at lave en uddannelsesfond, som alle arbejdsgivere skulle betale til. Pengene skal bruges til, at de ansatte kan søge støtte til at få dækket den løn, de ikke får, mens de går på uddannelse, og også søge støtte til at få betalt gebyrer og materialer. Samtidig får de ansatte ret til at få fri, så man kan gå på uddannelse i to uger hvert år. Uddannelsen vælger man selv, men det skal være relevant i forhold til den branche, man arbejder i.

Det er et eksempel på uddannelse som et punkt i overenskomsten. Andre overenskomster har andre varianter af retten til uddannelse, men efterhånden er det de fleste overenskomster, der giver uddannelsesmuligheder.