Fra midten af 1800-tallet og frem blev en række håndværk industrialiseret og forvandlet til industrifag. I nogle brancher blev faglærte udkonkurreret af maskiner og ufaglærte maskinarbejdere. I andre brancher flyttede den faglærte arbejder med ind i fabrikken.

Faglærte arbejdere så den stigende anvendelse af ufaglærte som en trussel mod de faglærtes monopol på visse typer arbejde. Løsningen i nogle brancher var at tillade tillærte arbejdere at blive optaget i de faglærtes forbund. For eksempel blev de tillærte specialarbejdere på værfterne i 1972 optaget i Dansk Metalarbejderforbund. I andre brancher blev de tillærte optaget i Arbejdsmandsforbundet, eller Specialarbejderforbundet, som det hed efter 1974.

For at blive faglært skulle man igennem en læretid og uddannelse. Dele af lærlingeuddannelsen foregik på skolebænken om aftenen på de tekniske skoler. I 1937 blev svendestykket indført, før den tid var man udlært ved læretidens udløb.

Kvinderne udgjorde en særlig gruppe faglærte arbejdere. De var talmæssigt langt i undertal. I begyndelsen af 1900-tallet udgjorde de kun nogle få procent af eleverne på de tekniske skoler. I dag er tallet omkring 40 %.