Arbejderbevægelsen opfattede oprindeligt grundlovsdagen som en “borgerskabets frihedsdag”, men i årene efter slaget på Fælleden 1872 begyndte den dog også at fungere som en samlingsdag for arbejderne, som på den måde kunne omgå myndighedernes forsamlingsforbud.

Da 1. maj var blevet indført i 1890, blev den i stedet arbejdernes vigtigste samlingsdag, men man opgav ikke grundlovsdagen, der nu blev demokratiets festdag i al almindelighed.

I 1907 skrev avisen Socialdemokraten, at de to datoer supplerede hinanden: 1. maj var dagen, hvor arbejdernes internationale sociale krav blev understreget, og 5. juni gjaldt kampen for socialismen i Danmark.