Arbejdet som syerske er meget ensformigt, og det skal gå stærkt. Det gælder både for syersker herhjemme i Danmark, indtil dette arbejde stort set forsvandt herhjemme i løbet af 1980erne, og for syersker verden over i dag. Nogle citater fra interviews med danske syersker i slutningen af 1970erne viser, hvad mange syersker tænkte om arbejdet:

“Jeg prøver på, når jeg går ind af den dør dernede om morgenen, at være fuldstændig tom. Det kan man godt sådan oparbejde – fuldstændig at kappe af og ikke spekulere på noget, man må ikke give sig til at spekulere på, hvor mange kasser, man kan sy i dag, og hvor meget man skal nå. Det bliver et mareridt, hvis man begynder at TÆNKE på, hvis man FORESTILLER sig den ene stabel efter den anden: det skal du igennem, inden du skal gå hjem igen. Så bliver man simpelthen dårlig ved tanken, så jeg prøver at kappe af, så vidt muligt.”

“Men der er jo heller ingen udfordring i det daglige. Det er der jo ikke. Man sidder bare der. Om man skruer skruer i eller syr, det er jo det samme. Man laver én proces, altså, og – herre gud – så skal man jo bare køre. Det er bare monotont.”

Mange syersker kaldte det også idiotarbejde eller følte sig som automater. Da arbejdet i 1970erne var blevet splittet så meget op, så hver enkelt syerske kun havde en meget simpel arbejdsopgave, var arbejdsglæden ved at sy forsvundet hos mange.