Tidsstudier er en metode der kan fastlægge hvor meget tid en arbejder skal bruge på at udføre sine opgaver. Metoden kan bruges i forhold til fastsættelse af akkord, til forudberegning for produktionstiden eller til at gøre arbejdsprocessen mere effektiv.
Metoden stammer fra USA og kom her til Danmark efter Anden Verdenskrig. Tidsstudierne blev brugt på de virksomheder, hvor arbejderne lavede rutinearbejde, og hvor de gentog den samme bevægelse gennem hele dagen. Uddannede tidsstudiefolk tog tid på hver eneste bevæeglse for derefter at kunne skære alle overflødige bevægelser væk og dermed sikre at arbejdet kunne gå hurtigere.
Tidsstudierne bidrog til at effektiviteten voksede og produktionen sted i løbet af 50’erne. Til gengæld var mange arbejdere utilfredse med udviklingen, da de oplevede at arbejdet blev mere stressende.