De faglærte arbejderne har altid været interesserede i at sikre deres fag på forskellig vis. Helt grundlæggende gjaldt det om at beskytte faget mod, at andre fag kunne overtage ens arbejde. Det kunne ske i forbindelse med for eksempel nye produktionsteknikker, eller når et produkt afløste det andet.

Et godt eksempel er, at karetmagerne, hvis arbejde bestod i at fremstille vogne og hjul til karater. Da bilerne gjorde deres indtog og truede fagets eksistens, fik karetmagerne tilkæmpet sig retten til at organisere sig som autokaretmagere og stå for opbygningen af bilens chassis mv. Men til sidst tabte de kampen til ufaglærte og andre fag, da chassiserne blev bygget af metal, og de fleste dele kom færdigproducerede og klar til at samle på samlefabrikker.

Et andet problem var, at ganske mange traditionelle fag blev udhulet i forbindelse med mekaniseringen af produktionen, som betød at ufaglærte – uden større oplæring – kunne erobre arbejdsopgaver. Maskiner og rationaliseringsprocesser kunne også pludselig skære arbejdsopgaver helt væk, hvilket efterlod de uddannede eller specialiserede i problemer, idet de ikke var vant til andre opgaver og ofte var betydeligt dyrere for arbejdsgiveren at holde fast i – sammenlignet med de ufaglærte.