Et eksempel på den teknologiske udvikling i form af automatisering er produktionen af toiletsæder på Pressalit i Ry. Her udviklede man i 1954 en presseteknik, som erstattede det traditionelle snedkerfremstillede træbræt med et presset plastikprodukt. Produktionen var, på trods af at produktet var nyskabende, ganske lavteknologisk, idet alle processer efter selve presningen var de samme som tidligere.

I 1984 erstattede man så det manuelle arbejde med at slibe graterne fra presningen med en industriel robot. Sæderne skulle dog fortsat presses manuelt, og efter robottens slibearbejde skulle det samles og pakkes.