Når industriarbejderne ved slutningen af deres arbejdsliv ser tilbage, er det for langt de fleste et tilbageblik på enorme forandringer.

Produktudvikling og billiggørelse af produktet har været de primære drivkræfter i udviklingen og ført til nye produktionsteknikker, øget mekanisering og automatisering, nye ledelsesformer og nye lønsystemer.

Nye produktionsteknikker, som fx svejsningen, reformerede totalt skibsbygningen. Udviklingen betød både, at smedene skulle tilegne sig ny viden og nye teknikker, og at den sociale dimension og lønformen blev helt forandret.

Andre industrier, som fx elektronikindustrien, er mere uberørte af teknologiske forandringer. Her er der i stedet sket store forandringer i arbejdets tilrettelæggelse. Ansvar og egenkontrol har erstattet ledelsens kontrol og disciplinering, og der stilles dermed nye krav til arbejdernes kompetencer.

Forandringerne har stillet krav til den enkelte arbejder om at tilpasse sig, lade sig oplære til nye opgaver eller måske skifte arbejde. Men udviklingen har også forandret fagbevægelsen. Traditionelle fag er forandret til ukendelighed eller er forsvundet, og nye er opstået i takt med nye industrier og produktionsteknikker. Forandringerne har ofte ført til interessekonflikter mellem de forskellige fag og mellem faglærte og ufaglærte. De ufaglærte industriarbejdere, mange af dem kvinder, måtte ofte tage til takke med det dårligst betalte og mest usikre arbejde.