I sommeren 1918 begynder murersvendene i København at nedlægge deres arbejde hver lørdag klokken 12. Grunden til nedlæggelsen af arbejdet var at murerne krævede “engelsk uge”, hvor arbejdet sluttede lørdag kl. 12.
Arbejdsgiverne ikke ville acceptere dette krav.
Aktionen varede over 2 måneder og sluttede først, da Murerforbundet blev erklæret konkurs pga. de bøder det blev idømt af den faste Voldgiftsret.

Ved overenskomstforhandlingerne i 1919 var hovedorganisationerne kommet frem til en aftale, der indebar en normalarbejdsdag på 8,5 timer. Men de københavnske bygningsarbejdere nægtede at se bort fra kravet om 8-timersdagen. Selvom det kun var en halv time dagligt, så var sagen blevet principiel. Det førte til lockout af bygningsarbejdere, der nu også fik støtte af smedene. Modstanden mod aftalen tvang hovedorganisationerne tilbage til forhandlingsbordet.
Det resulterede i et forlig, hvor 8-timersdagen trådtei kraft fra 1. januar 1920 undtagen for udvalgte grupper indenfor søfart og landbrug. Der blev ikke givet lønkompensation for nedsættelsen af arbejdstiden.

Socialdemokratiet og De Samlede Forbund fejrede forliget som en stor sejr for den organiserede fagbevægelse. Mens venstrefløjen tilskrev sejren til de stædige arbejdere i byggefagene, der aktionerede på trods af fagbevægelsen.