At det manuelle, ufaglærte industriarbejde stort set er forsvundet fra Danmark betyder ikke, at den type arbejde og dets produkter ikke længere findes.

Meget industriarbejde, der tidligere foregik herhjemme, er flyttet til lavtlønslande, og dermed er industriarbejdets forandring ikke blot en historisk udvikling, men også en geografisk ændring.

I 1970erne begyndte beklædningsindustrien som en af de første danske brancher at mærke globaliseringen i form af udflytning og international konkurrence. Lavere lønninger til arbejderne betød mindre produktionsomkostninger, hvilket gjorde lavtlønslande attraktive som produktionslande for manuelt fremstillede varer.


For at klare sig i konkurrencen flyttede danske beklædningsvirksomheder enten produktionen til lavtlønslande eller foretog skrappe rationaliseringer og skruede arbejdstempoet på de danske systuer umenneskeligt højt op. Tempoet og det monotone arbejde skabte et dårligt arbejdsmiljø, der nedsled syerskerne. Trods rationaliseringer og det høje tempo kunne industrien ikke klare sig i den internationale konkurrence. Konsekvensen var, at stort set alle beklædningsfabrikker herhjemme lukkede i løbet af 15-20 år.

Danske virksomheder designer stadig beklædningsvarer. Nu fremstilles varerne blot i udlandet på stort set samme måde, som man tidligere gjorde i herhjemme, men til lavere løn. Herefter fragtes de bl.a. til Danmark, hvor de sælges.