Det manuelle, ensformige arbejde, som man forbinder med det klassiske industrisamfund, er på retur.

En del arbejdspladser er flyttet ud af Danmark, og meget arbejde er i dag overtaget af maskiner.

Men hvor gik arbejderne og deres børn så hen?

Automatiseringen har påvirket alle dele af den industrielle proces. For virksomheder og brancher har valget stået mellem at automatisere produktionen eller at flytte den til fx en kinesisk provins med lave lønninger.

I mange af de virksomheder, der har valgt automatisering frem for udflytning, er beskæftigelsen dog ikke faldet.

Den er pga. stærkt voksende produktion blevet koncentreret om tilbageværende manuelle processer, logistik og transport. Desuden skal maskinerne passes, kontrolleres og indstilles, og derfor er en del industriarbejdere blevet omskolet og er i dag operatører ved robotten eller maskinen.

Men det er ikke kun det manuelle, ufaglærte arbejde, som er forandret. Teknologien har ændret alle dele af produktionen og dermed også indholdet i traditionelle fag. Smede, laboranter, maskinmestre og HK'ere har alle fået helt nye arbejdsopgaver. Men først og fremmest er der sket et generationsskred, og industriarbejderens børn er nu ansat uden for produktionen i virksomhedernes udviklings-, salgs- og marketingsafdeling.