For arbejderen er arbejdet nødvendigt for at forsørge sig selv og familien.

For arbejdsgiveren er arbejdet en vare og en variabel faktor, som konstant skal tilpasses efterspørgslen, den tekniske udvikling og nye krav til udvikling og billiggørelse af produktet.

For at industrien kunne kontrollere arbejdet, skulle det omregnes i tid - en omregning, der krævede tidskontrol og disciplinering af arbejderne. Arbejderne kunne gennem arbejdet få dækket basale behov, men samtidig medførte den industrielle udvikling, at arbejderne udførte farligt og ensformigt arbejde ved maskinerne og med kemiske stoffer, som kunne have katastrofal virkning både på kort og på lang sigt.

I de sidste 150 år er der sket store fremskridt. Arbejdsløshedsunderstøttelsen er blevet forbedret, hvilket har betydet at arbejdere ikke har været så afhængige af en arbejdsplads, og er derfor blevet mere kritiske overfor fx arbejdsmiljøproblemer . Industrien skal i dag kæmpe for at få de bedste folk. Og i perioder med øget arbejdsløshed har mange arbejdere kunnet videreuddanne sig og finde nyt arbejde - uden at skulle frygte for hus og hjem.

Arbejdet er samtidig blevet mere reguleret gennem lovgivning og dermed mere sikkert. Men tempoet er øget i mange brancher, og sygemeldinger pga. stress er blevet almindelige. Trods det er mange arbejdere loyale mod deres arbejdsplads, arbejdskammeraterne og deres fag blevet i virksomhederne. Et typisk arbejdsliv har altså både indeholdt farer og utryghed - daglig glæder og betydelige fremskridt.