“Hvis I ikke er pukkelryggede, når I er 45 år, så har I ikke bestilt så meget, som slagteriet må forlange.” (Mester ved “kæden” på Nørre Sundby Svineslagteri, 1953)

Efter 2. Verdenskrig kommer der hurtigt gang i eksporten af slagtevarer, og derfor sker der mange effektiviseringer på slagterierne. På svineslagteriet i Nørre Sundby blev der i 1947 slagtet 120 svin i timen. I 1953 slagter man 184 svin i timen – det er tre svin i minuttet. Produktionen er steget med 50 %, mens lønnen kun er steget med 8 %. Dette misforhold får slagteriarbejderne til at nedlægge arbejdet 27. maj 1953. De vil også have del i gevinsten ved den højere produktion.

Strejken har ikke opbakning i fagforbundet, der allerede 4. juni erklærer arbejdspladsen for fri, så virksomheden kan ansætte skruebrækkere til at udføre arbejdet. Strejken varer i 10 dage, hvor solidariteten med de strejkende arbejdere er stor. Der bliver bl.a. indsamlet ca. 10.000 kr. til de strejkende arbejdere i løbet af få dage, hvilket svarer til fuld løn til 37 arbejdere i strejkeperioden. I første omgang ændrer strejken dog ikke ved løn og arbejdsforhold.

I september 1959 indleder slagterne i Nørre Sundby en slowdown-aktion i protest mod det opskruede arbejdstempo. Med ét slag nedsætter de den daglige produktion med 25-30 %. I løbet af oktober følger flere andre slagteriarbejdere deres eksempel. Arbejderne ønsker at blive betalt for det hårde arbejde via akkordløn. Akkorder var blevet introduceret i kødindustrien de foregående år, hvor alle arbejdere kunne notere sig lønstigninger – nogle fik helt op til 30 % mere i løn om ugen.

Aktionerne virker. Arbejderne får med det samme 15 kr. mere om ugen i tillæg for akkordafsavn. Desuden forpligter arbejdsgiverne sig til at indføre prøveordninger med akkordløn. Det kommer til at give store lønstigninger til slagteriarbejderne, men det fører også til akkordræs med fare for hurtig nedslidning.