Efter indførelsen af 8-timers arbejdsdagen i 1920 var arbejdstidsspørgmålet længe underordnet arbejdsløshedsproblematikken og lønkrav. Men efter 2. verdenskrig rejstes kravet om en 44-timers arbejdsuge. I 1966 blev den indført, og 8 år senere var en 5-dages arbejdsuge med 40 timers arbejde en realitet.

Den øgede fritid havde enorm indflydelse på arbejdernes mulighed for at bruge tid sammen med familien. Og sammen med højere velstand gav det mulighed for lejrture, rejser og sommerhusophold.

Den kortere arbejdstid gav dog også arbejderen kræfter til at deltage i foreningslivet - der var bedre tid til at lave fagligt og politisk arbejde eller være med i arbejderbevægelsens rige foreningsliv som fx læseforeninger, skakklubber eller sportsklubber.