I 1977 kæmper ledelsen og det grafiske personale i Det Berlingske Hus om magten over produktionen og arbejdets organisering. Ledelsen opsiger de gældende aftaler i håb om at indgå nye aftaler, hvor produktionen er mere effektivt organiseret. Det betyder længere arbejdstid, højere arbejdstempo og færre ansatte.

Arbejderne i produktionen går i strejke. De vil ikke opgive de goder, som de har tilkæmpet sig som kompensation for det hårde og nedslidende arbejde. Frem for alt vil de ikke acceptere afskedigelser, da de tilbageværende arbejdere så skal klare langt mere arbejde.

Konflikten blusser op, da ledelsen beslutter at lade ikke-faglært personale passe typograf-maskinerne, og dermed fremstille en udgave af Berlingske Tidende. De strejkende arbejdere forsøger at forhindre denne pirat-avis i at komme på gaden ved at blokere alle husets udgange. Det fører til voldsomme sammenstød med politiet. Vreden mod den ufaglærte arbejdskraft skyldes, at typografernes faglighed er ved at blive overflødig. Den automatiserede teknologi, der kommer frem i løbet af 1970erne, er så nem at betjene, at det blot kræver oplæring og ikke en faglig uddannelse at betjene dem. Aviserne lader i stigende grad annoncer producere på reklamebureauer, hvor arbejdet udføres af ufaglærte, og derfor kan gøres billigere.

Efter 141 dage slutter konflikten med en aftale, hvor arbejderne må acceptere afskedigelser af 250 kolleger. Men det er mindre end de bebudede fyringer på op mod 500 arbejdere. Desuden bibeholder det grafiske personale 36-timers ugen. En lavere ugentlig arbejdstid giver mulighed for at flere kolleger kan beholde deres arbejde. Denne form for arbejdsfordeling er udtryk for solidaritet.